Rollemodeller
Rollemodelindsatsen i UU Aarhus-Samsø
– en indsats for og med unge med anden etnisk oprindelse end dansk!
UU Aarhus-Samsø har et korps på 14 rollemodeller, som besøger grundskolens 8. og 9. klasse, 10. klasses centre, afklaringssteder/produktionsskoler, VUC, ungdomsklubber, boligsociale klubber, erhvervsuddannelser – og senest også lærer-, pædagog- og vejlederuddannelsen, dvs. de professionelle, som har/skal have kontakt med unge.
UU samarbejder med og får støtte og sparring fra Integrationsministeriets indsats "Brug for alle unge".
Brug af metoden ung til ung vejledning ved hjælp af rollemodeller
Rollemodelkonceptet bygger på den erfaringsbaserede metode ung til ung, som er den proces, hvor unge formidler deres erfaringer til andre unge. Det betyder, at rollemodellernes fortællinger oftest opfattes som sjovere og mere vedkommende, fordi en rollemodel har lettere ved at sætte sig ind i målgruppens situation og aktuelle problemstillinger. Det er simpelthen rollemodellernes erfaring, alder og kommunikationsmåde, der positivt påvirker unge - også unge, der måske har et negativt billede af det etablerede vejledningssystem.
Vi bruger aktivt rollemodellerne i vejledningen af unge, fordi rollemodeller kan:
- motivere og inspirere unge til at tage en uddannelse og derved kvalificere unges uddannelsesvalg
- holdningsbearbejde unge, således at de selv opsøger information om uddannelser
- forebygge marginalisering af unge med etnisk minoritetsbaggrund i uddannelsessystemet
- oplyse unge om forskellige uddannelser og give en nuanceret forståelse af, hvad det indebærer at tage en uddannelse
- nedbryde fordomme om uddannelsessystemet
Et besøg former sig ofte som et oplæg fra 3-4 rollemodeller efterfulgt af en dialog.
Rollemodellerne fortæller historien om, hvorfor det er lykkedes for netop dem at gennemføre en ungdomsuddannelse, hvilke barrierer de har mødt – både ift. de danske kulturnormer på uddannelserne såsom fester og kærester – og forældrenes kultur og opdragelse. Det er netop den gode historie om, at man selv kan have indflydelse på eget liv - at man på trods af udfordringer kan komme igennem uddannelse.
Aktuelt arbejder vi på, at Fritids- og Ungdomsskolen (FU) involveres i projektet, så indsatsen bliver brugt endnu mere i de unges fritidsliv – så indsatsen får større gennemslagskraft i klubber. Derfor ansætter vi lige pt. nogle unge mænd i rollemodelkorpset som kan, vil og tør tage dialogen med de unge omkring livet, valg og uddannelse.
Her kan hjemmesiden brug for alle unge åbnes i et nyt vindue.